EU & Norden


CKI arbejder internationalt

Som partner i bl.a. Nordisk Forum for Interkultur og Audience Europe Network, som videnspartner i en række europæiske kultur -og læringsprojekter, som videnspartner i Council of Europes Intercultural City netværk og som rådgiver og videnspartner i en række nordiske projekter i regi af både Nordisk Ministerråd, Kulturkontakt Nord og Nordisk Kulturfond har CKI oparbejdet et unikt kendskab til hvordan transnationale samarbejder fungerer, udvikles og evalueres.

Vi har mere end 20 års erfaring med at skrive EU ansøgninger og opnå støtte. CKI kan i et partnerskab og samarbejde bidrage med både afprøvede værktøjer og den erfaring gennemførelsen af et EU Projekt kræver. Siden 2012 har CKI deltaget i fem forskellige EU finansierede projekter med fokus på publikums- og organisationsudvikling samt været associeret videnspartner på yderligere to EU Projekter.

Som producenter leverer vi workshops og festivalkoncepter både i Norden og Europa ofte med partnere i Mellemøsten.

Vores vigtigste partnere finder vi i Norden. CKI er medstifter af Arts and Audiences, en årlig tilbagevendende nordisk konferenceplatform for videndeling og erfaringsudveksling mellem de nordiske lande omkring publikumsudvikling med aktuel forskning og banebrydende cases fra Norden.

CKI indgår i et tæt udviklingssamarbejde med vores søsterorganisationer Norsk Publikumsutvikling og RePublik i Sverige. På det interkulturelle område har CKI haft et langvarigt samarbejde med Intercult i Stockholm og TrAP – Transnational Arts Production i Oslo.

Vores konsulenter har gennem årene løst små og store opgaver i alle de fem nordiske lande og både Niels Righolt og Anne Boukris har erfaringer fra direktørstillinger på kunst- og kulturarvsmuseer i henholdsvis Helsingborg og Oslo. Siden 2008 har CKI bidraget til, koordineret og kurateret mere end 50 konferencer, seminarer, netværksmøder og workshops i Norden.

Vi har et bredt og velkoordineret nordisk og europæisk netværk indenfor især kulturhistoriske museer, scene- og performancekunst, filminstitutter/cinemateker og brancheorganisationer, billedkunst -og kulturinstitutioner bredt, kulturpolitiske netværk og transnationale organisationer som eksempelvis Culture Action Europe.

Vores netværk har sin tyngde på publikumsudvikling og på kulturinstitutioner, der arbejder med community- og kapacitetsopbygning, hvor interkulturel ledelse og kommunikation er tilgangen

CKIs medarbejdere og rådgivere taler skandinaviske, europæiske og et enkelt mellemøstligt sprog.


PARTNERSKABER

CKI arbejder gerne i partnerskaber. Siden 2014 har vi indledt samarbejde med virksomheder og organisationer, der arbejder med globale løsninger, hvor kunst og kultur står i centrum for social forandring og bæredygtige løsninger. Det drejer sig både primært om designløsninger og dokumentariske narrativer bl.a. på filmområdet. Vi skriver og faciliterer advocacy- og policystrategier, monitorerer projekter og initiativer ved hjælp af indikatorer med fokus på social transformation og kulturforandrende målsætninger.